Hvad røg de dengang? – Heraldikkens mærkeligste fabeldyr

Når vi tænker på middelalderens våbenskjolde, er der nogle dyr, som næsten føles selvskrevne. Løven stod for styrke og mod. Ørnen signalerede magt. Hjorten kunne forbindes med værdighed, og selv den sagnomspundne enhjørning virker efter århundreders brug næsten helt naturlig på et våbenskjold.

Og så er der resten.

For på et tidspunkt var en almindelig løve tilsyneladende ikke længere spændende nok. Så hvorfor ikke give den en fiskehale? Eller tage en ged, sætte et vædderhoved på den og give den fire horn? Man kunne også tage hovedet fra en ræv, brystet fra en greyhound, kløerne fra en ørn, kroppen fra en løve og bagbenene og halen fra en ulv.

Og voilà.

Et nyt heraldisk dyr var født.

Når man først bevæger sig ind i heraldikkens verden af fabeldyr, opdager man hurtigt, at griffen, dragen og enhjørningen kun er begyndelsen. Middelalderens bestiarier, gamle fortællinger om eksotiske dyr og ikke mindst heroldernes egen fantasi skabte gennem århundreder et helt zoologisk univers af væsner, som ingen nogensinde havde set – og som biologisk set havde meget begrænsede muligheder for nogensinde at eksistere.

Det rejser naturligvis spørgsmålet:

Hvad røg de dengang?

Svaret er sandsynligvis ingenting.

Fantasi var åbenbart rigeligt.

Før vi griner: Griffen er faktisk også ret mærkelig

Vi bør nok begynde med at indrømme vores egen dobbeltmoral.

Ingen løfter længere et øjenbryn over en griff. Den har eksisteret i kunst og mytologi så længe, at vi nærmest accepterer den som et rigtigt dyr.

Men prøv lige at se på den med friske øjne.

Vi har taget to af de mest magtfulde dyr, mennesket kendte – løven på jorden og ørnen i luften – og bygget ét superdyr af dem. Kroppen og bagparten kommer fra løven, mens hoved, vinger og forpart har ørnens karakteristika.

Det giver faktisk ganske god symbolsk mening. Hvis løven var dyrenes konge og ørnen fuglenes konge, hvorfor så ikke kombinere dem?

Griffen blev et af heraldikkens store fabeldyr og forekommer så ofte, at den i dag næsten virker konservativ.

Det interessante er derfor ikke, at nogen fandt på griffen.

Det interessante er, hvad der skete bagefter.

For når først man har accepteret princippet om, at dyr kan skilles ad og samles igen efter behov, er der tilsyneladende ikke langt til næste spørgsmål:

Hvad kan vi ellers bygge?

Musimon – fordi to horn åbenbart ikke var nok

Lad os begynde forholdsvis forsigtigt.

Musimonen – også kaldet Tityrus eller Tityron i forskellige ældre heraldiske beskrivelser – ligner ved første øjekast noget, der faktisk kunne have gået rundt på en middelalderlig mark.

Næsten.

Den beskrives som en blanding af en ged og en vædder. Den har gedens krop og ben, vædderens hoved – og så kommer detaljen, der gør hele forskellen.

Den har fire horn.

Ikke fordi fire horn nødvendigvis var nødvendige, men fordi man tilsyneladende mente, at hvis dyret var en blanding af ged og vædder, måtte det naturligvis have begge dyrs horn.

To gedehorn.

To vædderhorn.

Problem løst.

Det er på sin egen måde vidunderligt logisk.

Hvis man blander to dyr, hvorfor skulle man så vælge?

Mærkelighed: 5/10

Vi er stadig på et niveau, hvor en meget optimistisk bonde måske kunne påstå at have set én efter en lang dag.

Bare rolig.

Det bliver værre.

Enfield – når man ikke kan beslutte sig

Hvis Musimonen viser, hvordan to dyr kan kombineres, viser Enfield, hvad der sker, når ingen i designmødet tør sige stop.

En Enfield beskrives traditionelt med hovedet af en ræv, brystet af en greyhound, kløerne fra en ørn, kroppen af en løve samt bagben og hale fra en ulv.

Lad os lige tage den igen.

Ræv.

Greyhound.

Ørn.

Løve.

Ulv.

Fem dyr.

Ét væsen.

Man forestiller sig næsten samtalen:

"Jeg kan godt lide ræven."

"Ja, men den mangler noget løve."

"Hvad med ørnekløer?"

"God idé."

"Og ulveben?"

"Perfekt. Send den til herolden."

Det mærkelige er, at Enfield ikke bare eksisterer i en tilfældig moderne fantasybog. Den har en reel heraldisk historie og forbindes især med den irske O'Kelly/Kelly-tradition. Senere blev den også et så markant symbol for Enfield i England, at væsenet kom til at fungere som et lokalt identitetsmærke.

Det er heraldikkens Frankenstein-princip i sin reneste form: Hvis hver enkelt del er stærk nok, må resultatet nødvendigvis blive endnu stærkere.

Mærkelighed: 8/10

Fem dyr for prisen på ét.

Yale – et kampdyr med drejelige horn

Og så kommer vi til et af vores absolutte favoritdyr.

Yalen.

Den ligner nogenlunde en ged eller antilope, men den heraldiske udgave kan have vildsvinetænder, løvehale, store horn og en krop prydet med pletter.

Det er dog hornene, der gør Yalen til noget helt særligt.

Ifølge den gamle tradition kunne de nemlig drejes.

Ja.

Drejelige horn.

Forestillingen var, at dyret kunne vende hornene efter behov i kamp, så hvis det ene blev beskadiget eller vendte forkert, kunne det andet bringes i stilling.

Middelalderens svar på et våbensystem med 360 graders rækkevidde.

Yalen har gamle rødder i beskrivelser af fantastiske dyr, men fik også en meget virkelig plads i engelsk kongelig heraldik. Den blev forbundet med Beaufort-slægten og kom gennem Tudorernes slægtsforbindelser ind blandt de kongelige heraldiske dyr. Ved Hampton Court lod Henrik VIII blandt andet en Yale indgå blandt de imponerende stenfigurer, der skulle understrege Tudor-dynastiets legitimitet og magt.

Det betyder, at et dyr med vildsvinetænder, løvehale og drejelige horn ikke blot blev accepteret.

Det blev kongeligt.

Mærkelighed: 9/10

Ekstra point for mekaniske horn flere århundreder før nogen opfandt hydraulik.

Den heraldiske Sea-lion – tag en løve og smid resten i havet

Her kommer et vigtigt sprogligt problem.

Når vi i dag siger "søløve", tænker vi på det rigtige havpattedyr, der ligger på klipper, svømmer elegant og kan finde på at larme imponerende meget.

Den heraldiske sea-lion er noget helt andet.

Her har man taget løvens forreste del og kombineret den med en fiskelignende bagkrop og hale. I ældre heraldiske beskrivelser fremstilles den med løvens forkrop og en bagkrop, der ender som en fisk.

Det er altså grundlæggende en havfrue.

Bare som løve.

Og mærkeligt nok fungerer den.

Løven havde allerede en stærk symbolsk betydning, og ved at gøre den maritim kunne man skabe et væsen, der kombinerede løvens mod og styrke med havet. Den blev derfor blandt andet anvendt i forbindelse med maritime bedrifter.

Det viser samtidig noget vigtigt om heraldikkens visuelle sprog.

Man behøvede ikke opfinde symbolikken helt fra bunden.

Man kunne bygge videre på noget, folk allerede kendte.

Løve + hav = havløve.

Heraldisk problemløsning kan være forbavsende effektiv.

Mærkelighed: 6/10

Og hvis du tænker, at det er mærkeligt at give en løve fiskehale, så vent lidt.

Sea-dog – naturligvis findes der også en havhund

For selvfølgelig gør der det.

Hvis en løve kan få en fiskebagkrop, hvorfor skulle hunden så holdes på land?

Den heraldiske Sea-dog beskrives som hundelignende, men med svømmehud mellem tæerne, en fiskeskællet krop og en finne langs ryggen.

Det er næsten, som om nogen har fået opgaven:

"Lav en hund, der kan bo under vand."

Og i stedet for at spørge, hvorfor nogen havde brug for det, gik heraldikeren direkte i gang.

Resultatet er et af de væsner, der viser, hvor legende heraldikken faktisk kunne være. Dyret skulle stadig kunne genkendes som en hund, men dets anatomi blev ændret, så det visuelt hørte hjemme i havet.

Det var ikke zoologi.

Det var symbolsk design.

Mærkelighed: 7/10

Vi er nu officielt nået til hunde med finner.

Mantiger – når dyrekroppen ikke længere er nok

Indtil videre har vi hovedsageligt holdt os til dyr.

Det var åbenbart også for begrænsende.

Mantiger – også kendt under varianter som Montegre eller Manticora Satyral – beskrives i ældre heraldisk litteratur som et kimærisk væsen med kroppen af en heraldisk tiger og et menneskelignende hoved, ofte fremstillet som hovedet af en gammel mand med lange spiralformede horn.

Læs lige den sætning igen.

Tigerkrop.

Gammelt mandehoved.

Horn.

På dette tidspunkt må vi erkende, at vores oprindelige spørgsmål begynder at føles mere rimeligt.

Det hænger sammen med en langt ældre tradition omkring manticoren og andre fantastiske væsner, hvor beretninger om fjerne egne, klassiske tekster, middelalderlige bestiarier og kunstnerisk fantasi blandede sig med hinanden.

For middelalderens europæer var verden enorm, dårligt kortlagt og fuld af dyr, de fleste aldrig selv havde set. Når fortællinger blev genfortalt gennem generationer, kunne grænsen mellem et mærkeligt virkeligt dyr og et fuldstændig fantastisk væsen blive temmelig flydende.

Mærkelighed: 9/10

Menneskehovedet sikrer placeringen.

Den heraldiske antilope – når en rigtig antilope ikke er heraldisk nok

Heraldikken kan også gøre noget endnu mere imponerende:

Tage et dyr, der faktisk eksisterer, og gøre det så mærkeligt, at det næsten ikke længere ligner sig selv.

Den heraldiske antilope er ikke bare en kunstners lidt upræcise forsøg på at tegne en almindelig antilope. Den udviklede sig til sit eget fantastiske væsen med overdrevne træk, blandt andet markante horn og andre elementer, som adskiller den fra det virkelige dyr.

Det samme fænomen finder vi flere steder i heraldikken. Mennesker i Europa havde gennem århundreder hørt beskrivelser af eksotiske dyr, som de aldrig selv havde set. En fortælling blev til en tegning. Tegningen blev kopieret. Den næste kunstner kopierede kopien.

Og pludselig havde heraldikken sit eget dyr.

Det er næsten som et middelalderligt spil hviskeleg, bare med zoologi.

Mærkelighed: 5/10

Ekstrapoint fordi originalen faktisk fandtes.

Cockatrice – dragen og hanen fik åbenbart et barn

Cockatricen er et af de væsner, der ser ud, som om nogen bevidst forsøgte at konstruere et mareridt.

Den kombinerer typisk dragens eller slangens krop med hanens karakteristiske hoved og træk. I forskellige traditioner flyder beskrivelserne af cockatrice og basilisk sammen, og historierne om deres oprindelse er mindst lige så mærkelige som dyret selv.

I middelalderlig forestillingsverden blev sådanne væsner ikke nødvendigvis betragtet som den rene fantasy, vi ser dem som i dag. Bestiarier blandede faktiske dyr, religiøs symbolik, antikke fortællinger og fantastiske væsner på en måde, der kan virke fremmed for et moderne menneske.

Når cockatricen senere finder vej ind i heraldikken, bliver den derfor del af et allerede eksisterende visuelt univers.

Og som heraldisk figur fungerer den faktisk fremragende.

Den er aggressiv.

Den er genkendelig.

Og ingen har lyst til at møde den.

Mærkelighed: 8/10

Hanen havde i forvejen temperament. Det var ikke nødvendigt at give den en dragekrop.

Lindormen – hvor mange ben har en drage egentlig?

Her bliver det vanskeligere.

For hvad er egentlig forskellen på en drage, en wyvern og en lindorm?

Svaret afhænger blandt andet af tid, sted og heraldisk tradition.

Lindormen optræder i forskellige former i europæisk folklore og heraldik og kan være langstrakt og slangeagtig, ofte med to ben. I skandinaviske og centraleuropæiske traditioner findes variationer, og betegnelserne passer ikke altid perfekt ned i de kasser, moderne oversigter gerne vil skabe.

Det interessante er netop variationen.

Når vi i dag forestiller os et fantasyvæsen, forventer vi nærmest en biologisk artsbeskrivelse: antal ben, vingefang, hovedtype og hale.

Heraldikken var ikke nødvendigvis så interesseret i vores moderne behov for zoologisk systematik.

Det afgørende var, at væsenet kunne identificeres og fungere som symbol.

Derfor kan dragefamilien blive et helt studie i sig selv.

Drager med fire ben.

Drager med to.

Drager med vinger.

Slangeagtige drager.

Lindorme.

Wyverns.

Og blandingsformer, hvor vi i dag kan bruge forbavsende lang tid på at diskutere, hvad kunstneren egentlig havde tænkt sig.

Mærkelighed: 6/10

Ikke nødvendigvis på grund af dyret.

Mere fordi ingen kan blive enige om manualen.

Opinicus – fordi griffen åbenbart var for almindelig

Kan du huske griffen fra begyndelsen?

Løve plus ørn.

Den var åbenbart blevet lidt kedelig.

Så får vi Opinicus.

Den beskrives i heraldisk litteratur som et griff-lignende væsen, men med sine egne variationer, blandt andet vinger og løvelignende ben og hale. Forskellige historiske beskrivelser varierer, hvilket næsten er passende for et dyr, der i forvejen er bygget af andre dyr.

Det er hér, man for alvor begynder at forstå, at de heraldiske fabeldyr ikke bare var enkeltstående opfindelser.

De kunne udvikle familier.

Man kunne tage et kendt fabeldyr og ændre det.

Griffen var altså ikke slutproduktet.

Den var råmateriale.

Mærkelighed: 7/10

Et fabeldyr bygget videre på et andet fabeldyr fortjener respekt.

Og så gik herolderne selv i gang

Her bliver historien endnu bedre.

For alle disse væsner kan ikke bare forklares med gamle grækere, romere, bestiarier og misforståede historier om eksotiske dyr.

På et tidspunkt begyndte herolderne selv at lege med.

I den tidlige Tudorperiode optræder en række sammensatte heraldiske væsner, som synes at være skabt gennem bevidste kombinationer af forskellige dyr. Senere heraldisk forskning har beskrevet, hvordan de livlige heraldiske miljøer i slutningen af 1400- og begyndelsen af 1500-tallet frembragte en hel flok mærkelige kimærer.

Med andre ord:

Monsterfabrikken fandtes faktisk.

Et fantastisk eksempel er Egrentyne.

Her beskrives et væsen med hundelignende hoved og krop, kløvede forfødder og bagfødder med svømmehud.

Hvorfor?

Det er næsten det smukkeste ved det hele.

Nogle gange er "fordi vi kunne" tilsyneladende en acceptabel heraldisk forklaring.

Og når først man forstår det, begynder Enfield, Musimon, Opinicus og resten af selskabet at give langt mere mening.

Heraldikken var ikke et fastfrosset regelsæt, hvor alle symboler var blevet besluttet i år 1200.

Den udviklede sig.

Den legede.

Den lånte.

Den misforstod.

Og den opfandt.

Heraldikkens monsterfabrik

Hvis vi skulle forestille os værkstedet i dag, kunne bestillingssedlen måske have set sådan ud:

Vælg et hoved:
Ræv, løve, ørn, hane, ged eller gammel mand.

Vælg en krop:
Løve, hund, hest, tiger, fisk eller slange.

Tilføj ben:
Ulveben, løveben, ørnekløer, klove eller svømmefødder.

Vil De have vinger?
Ja, naturligvis.

Hale?
Løve, ulv, drage eller fisk.

Horn?
To eller fire?

Og hvis kunden stadig ikke var tilfreds:

Vi kan også få dem til at dreje.

Det lyder som satire.

Men efter at have mødt Yalen, Enfielden og Musimonen er det overraskende svært at finde på noget, der er meget mere mærkeligt end den virkelige heraldik.

Men hvorfor gjorde de det?

Det var ikke zoologi – det var symbolsk design 

 Det er fristende bare at grine af væsnerne og middelalderens heraldiske monsterfabrik. Men bag humoren gemmer der sig en dyb visuel logik.

Ved bare at grine af det, så overser vi faktisk det mest interessante.

Heraldik er et visuelt sprog.

Et våbenskjold skulle kunne genkendes. Det skulle fortælle noget om identitet, slægt, loyalitet, egenskaber, bedrifter eller ambitioner. Og fantastiske dyr gav herolder og våbenførere mulighed for at skabe symboler, som ikke var begrænset af naturen.

Og i en verden, hvor de færreste kunne læse, var dit våbenskjold dit visuelle CV. Hvis du ville signalere, at du var strategisk klog som en ræv, hurtig som en greyhound, dødbringende som en ørn og vild som en ulv, så byggede du en Enfield 

De heraldiske fabeldyr var altså datidens infographics. De var visuelle formler, hvor man klistrede kendte egenskaber sammen for at skabe et nyt, magtfuldt symbol. At det biologisk set ville være et omvandrende trafikuheld, var herolden ligeglad med. Det skulle ikke leve. Det skulle bare genkendes. 

En løve kunne stå for styrke.

En ørn kunne signalere magt og ophøjethed.

Men hvis man kombinerede dyr, kunne man også kombinere de egenskaber, mennesker tillagde dem.

Og et væsen, som ingen andre brugte, havde endnu en fordel:

Det var svært at forveksle med naboens.

Derfor er de mærkelige heraldiske dyr ikke bare historiske kuriositeter.

De fortæller os noget helt centralt om heraldik.

Heraldik har altid handlet om at skabe visuel identitet.

Fra middelalderens monstre til moderne heraldik

Det er måske også den del af historien, der er mest relevant i dag.

For hvis en heraldiker for flere hundrede år siden kunne kombinere en ræv, en greyhound, en ørn, en løve og en ulv og skabe Enfielden, hvorfor skulle moderne heraldik så være tvunget til kun at bruge symboler, der fandtes i middelalderen?

Det betyder ikke, at alle moderne våbenskjolde skal indeholde smartphones, kaffemaskiner og robotstøvsugere.

Men det betyder, at heraldikkens tradition er langt mere kreativ, end mange forestiller sig.

Den gode moderne heraldik kopierer ikke nødvendigvis middelalderen.

Den gør noget, middelalderens heraldik selv gjorde:

Den tager sin egen tids historier, værdier og symboler og omsætter dem til et enkelt, stærkt og genkendeligt visuelt sprog.

Hvis en Yale kan have drejelige horn, er der trods alt et vist spillerum.

Hvilket monster ville du selv bygge?

Så lad os slutte med et lille eksperiment.

Hvis du skulle skabe et heraldisk fabeldyr, der repræsenterede dig eller din familie, hvilke egenskaber skulle det så have?

Løvens mod?

Rævens snuhed?

Ørnens blik?

Hundens loyalitet?

Fiskens evne til at bevæge sig gennem vand?

Eller måske kattens helt særlige evne til at ignorere enhver ordre og alligevel blive behandlet som husets overhoved?

Du behøver ikke engang føle dig bundet af biologien.

Det gjorde heraldikerne tydeligvis heller ikke.

Så næste gang du ser en enhjørning eller en griff på et gammelt våbenskjold, så husk:

Du kigger ikke på heraldikkens mærkelige dyr.

Du kigger på de normale.

De virkelig mærkelige gemmer sig længere inde i monsterfabrikken.