Underbukser, testikler og lortespande: Historiens mest gakkede våbenskjolde

Når du tænker på heraldik og historiske våbenskjolde, ser du nok stolte riddere for dig. Mænd af ære, der red i krig med brølende løver, majestætiske ørne og glimtende sværd på deres skjolde for at indgyde frygt i fjenden.Men... sådan var det langt fra altid.I virkeligheden var middelalderens adelige, herolder og byfædre besat af platte visuelle jokes, grov voksenmobning og passive-aggressive svinere til skattefar. Hvis vi dykker ned i de officielle historiske arkiver, finder vi en sand guldgrube af fuldstændig absurde skjolde.Spænd cykelhjelmen – her er historiens absolut mest gakkede våbenskjolde, opdelt i tre kategorier, der vil få dig til at spærre øjnene op.

TEMA 1: Middelalderens far-jokes (Visuelle ordspil)

Før i tiden var der mange, der ikke kunne læse. Derfor opfandt man canting arms – våbenskjolde, der bogstaveligt talt illustrerede ejerens efternavn. Det førte til nogle utroligt gakkede billeder på slagmarken.

Jan van Abbenbroeck (Underbukserne på rød bund)

I et officielt hollandsk våbenatlas fra år 1405 finder vi adelsmanden Lord Jan. Hans efternavn endte på "-broeck". På gammelhollandsk betød det oprindeligt "marskland", men i hverdagssproget betød det slet og ret: underbukser. Lord Jan ejede joken fuldstændig og smækkede tre par sirligt foldede, hvide herreunderbukser op på sit officielle skjold. Forestil dig at ride i krig bag det flag.

Den italienske hærfører Bartolomeo Colleoni var en rå fyr, men hans efternavn mindede uheldigvis om det italienske ord for testikler (coglioni). I stedet for at flygte fra joken, valgte han at råbe den ud. Hans officielle adelsvåben viser tre par intakte testikler. Han fik dem endda hugget i sten på sit monument i Venedig, hvor turister i dag stadig gnider på dem for held og lykke.

William Shakespeare (Ryst med spyddet)
Da Shakespeares far endelig fik tildelt et adelsvåben i 1596, hoppede de direkte med på bølgen. Efternavnet er sammensat af Shake (at ryste) og Spear (et spyd). Skjoldet viser en falk, der – helt bogstaveligt – står og ryster et gyldent krigsspyd. Det var datidens svar på at skrive sit navn med blokbogstaver.

Gresham var en af Englands rigeste mænd i det 16. århundrede. Da hans efternavn mindede om det gamle ord for græs (Gresh), valgte han at sætte en enorm, grøn græshoppe på sit skjold. Den dag i dag sidder der store guldgræshopper som vejrvirner i Londons finansdistrikt som en hyldest til ham.

Det britiske kongehus elsker stadig de her skjulte jokes. Da Prinsesse Beatrice fik sit våbenskjold, delte herolderne hendes navn op: Bee-a-tris lyder næsten som "Bee thrice" (Bi, tre gange). Kigger man helt tæt på hendes skjold, har de indgraveret nøjagtig tre små honningbier.

TEMA 2: Statslig voksenmobning & skattestraf

Baggrunden: Solkongens pengemangel

I 1696 var den franske kong Louis XIV (Solkongen) hårdt presset økonomisk på grund af de mangeårige europæiske krige. For at rejse kapital udstedte han et edikt, der påbød, at alle adelige, borgerlige, lav og selskaber, der brugte eller ønskede at bruge et våbenskjold, skulle registrere det i det kongelige våbenkontor (Armorial Général de France) ledet af herolden Charles d'Hozier. 

Modstanden og heroldernes hævn

Da mange borgerlige – herunder apotekere, læger og rige købmænd i regioner som Bretagne – nægtede at lade sig registrere for at undgå den høje afgift, tog staten drastiske midler i brug. Herolderne fik tilladelse til at pålægge genstridige borgere et våbenskjold mod deres vilje og opkræve pengene med magt. 

For at straffe og ydmyge dem, der nægtede at samarbejde, designede de kongelige herolder en række dybt satiriske og hånende våbenskjolde, der direkte refererede til personernes erhverv på den mindst flatterende måde 

Da herolden Charles d'Hozier i 1696 opdagede, at folk nægtede at betale Solkongens nye våbenskjoldsafgift, satte han bureaukratisk hån i system. Våbenkontoret oprettede en særlig kategori af tvangsregistrerede skjolde – de såkaldte armoiries d'office (embedsvåben). Hvis en borger eller et lav nægtede at betale de obligatoriske 20 livres, designede kontoret et ufrivilligt våbenskjold baseret på hån, ironi eller de mest uappetitlige dele af offerets erhverv 

Her er nogle af de mest bizarre og hånende eksempler, som d'Hozier og hans embedsmænd tvangsmalede ind i Armorial Général de France:

Lægerne og apotekerne (Heroldernes yndlingsofre)

Medicinalfaget nød stor økonomisk succes på denne tid, hvilket gjorde dem til primære mål for skatteopkræverne. Hvis de strittede imod, faldt heroldernes hammer prompte:

Lægen med de tre piller: En genstridig læge fik tildelt et gult skjold, der i midten viste tre sorte afføringspiller (datidens universelle og ret ulækre kur mod alt).

Urinprøve-skjoldet: En anden mediciner fik et våbenskjold prydet med tre gennemsigtige kolber fyldt med gul urin, som var det klassiske redskab til at diagnosticere patienter i 1600-tallet.

Apotekeren med natpotterne
Da en lokal apoteker i Bretagne nægtede at dukke op og betale sin heraldiske skat, designede herolderne et våbenskjold til ham i hån. Skjoldet kom til at vise et stort klystér-apparat (datidens tarmsprøjte) omgivet af tre hvide natpotter. Det ultimative stempel fra staten.

Ydmygelsen af de stolte håndværkslav

Det var ikke kun enkeltpersoner, der blev ramt; hele faglige selskaber og lav forsøgte at boykotte skatten. d'Hozier knækkede dem ved at ramme deres faglige stolthed:

Skomagernes "pinde-skjold": Da skomagerlavet i en fransk provinsby nægtede at dukke op, designede staten et skjold, der i stedet for fine heraldiske løver eller kroner viste tre simple, slidte skomager-læster og en stak beskidte træpinde. For et stolt lav var det en massiv offentlig ydmygelse.

Bagerne og de brændte skorper: Et bagerlav, der nægtede at betale, fik tildelt et våbenskjold med tre kulsorte, brændte brød på en grim, mudderbrun baggrund for at signalere, at de var elendige til deres arbejde.

Det ubehøvlede ordspil mod overklassen

Herolderne elskede at lave såkaldte "talende våben" (armes parlantes), hvor motiverne dannede et ordspil på personens efternavn – men hvis personen var skattesnyder, blev ordspillet groft:

Grisen i sengen: En rig borger ved navn Cochois (hvilket lyder meget som Cochon, det franske ord for gris) nægtede at betale. Statens herolder tildelte ham prompte et våbenskjold, der viste en fed, sort pattegris, der lå mageligt begravet i en fin guld-seng.

Philippe de La Folie (Galskabens hofnar)
En lokal notar havde det uheldige efternavn La Folie, som direkte betyder "Galskab" på fransk. Da han nægtede at betale skatten frivilligt, tvang myndighederne ham til at bære et våbenskjold, der viste en fuldt udklædt, hoppende hofnar. Han måtte altså gå rundt med et officielt stempel på, at hans familie var bindegale.

Denne mands efternavn betød "Den gifte mand". Da han lagde sig ud med herolderne, trak de på en gammel europæisk overtro om, at gifte mænd med utro koner fik "horn i panden". Hans officielle, tvungne våbenskjold fik påmalet et par gigantiske hjortehorn som en evig offentlig hån af hans ægteskab.

I Tyskland og Østrig tog man skammeligheden skridtet videre. Hvis en rig herremand tabte en stor retssag om skattesvig, kunne kejseren idømme ham et Schandwappen (skam-våben). Motivet? En figur af en mand, der sidder og skider guldmønter. En meget direkte middelalderlig måde at sige: "Du tror vidst, du skider penge – så her er dit nye logo."

De geometriske "Straf-skjolde"

Hvis d'Hozier og hans kontoransatte blev trætte af at opfinde kreative hån, gik de over til ren dovenskab for at spare tid, mens de stadig tvangsregistrerede folk:

Det tomme eller stribede skjold: Mange mindre købmænd modtog blot et skjold med tre simple, grønne striber på en hvid baggrund eller en fuldstændig ligegyldig firkant. Det var heraldisk set totalt værdiløst og betød i praksis: "Vi har ikke gidet bruge to minutter på dig – men du skylder os stadig pengene."

Systemet virkede upåklageligt. De fleste borgere betalte hurtigt deres bøde for at få lov til at udskifte de hånende symboler med noget mere respektabelt.

Ølbryggernes heraldiske "Copy-Paste" (Den smarte protest)

Ølbryggerne i Paris og de nordlige provinser var rige nok til at betale, men de var rasende over den tvungne skat. De fandt ud af, at Charles d'Hozier og hans herolder var ved at drukne i papirarbejde. Hvis et helt lav protesterede, fik de bare tildelt hånende skjolde. Derfor lavede ølbryggerne en koordineret, passiv protest. De mødte op en efter en og registrerede nøjagtig det samme, kedelige standardvåben.

Strategien: De valgte et fuldstændig fantasiløst skjold, der blot viste tre simple humleblade eller en øltønde på en ensfarvet baggrund.

Resultatet: Når du slår op i Armorial Général i dag, kan du se sider, hvor tyve ølbryggere i træk har næsten 100% identiske våbenskjolde. Det var ølbryggernes måde at give Solkongen fingeren på: "I vil have vores penge? Fint, her er de. Men I får ikke æren af at knække vores stolthed eller tvinge os til at bære jeres hånende motiver. Vi kopierer bare hinandens skjolde!"

Bønderne og de 20.000 "Samlebånds-skjolde" (Det rene vanvid)

Historien om bønderne er måske den mest gakkede af alle, for her kammerede det franske skattebureaukrati fuldstændig over. I provinsen Normandiet besluttede de lokale skatteopkrævere, at de absolut alle skulle betale – herunder også helt almindelige fattige bønder, daglejere og landmænd, som knap nok ejede salt til et æg, og som aldrig i deres vildeste fantasi havde drømt om at have et våbenskjold. Da bønderne naturligvis hverken mødte op eller betalte de 20 livres, gik d'Hoziers kontor i totalt samlebånds-mode for at "straffe" dem. De oprettede tusindvis af automatiske skjolde baseret på ren geometri. Det foregik således:

1. En hel landsby af bønder blev skrevet ind i skattebogen.
2. Den første bonde fik et skjold med én rød stribe.
3. Den næste bonde fik et skjold med to røde striber.
4. Den tredje fik tre striber, den fjerde fik striberne på tværs, den femte fik en firkant i hjørnet osv.

Herolderne producerede bogstaveligt talt over 20.000 af disse fuldstændig identiske, geometriske "straf-skjolde" til normanniske bønder. Det var heraldisk masseproduktion af værste skuffelse. Bønderne fattede absolut ingenting, og de fleste af dem så aldrig det skjold, de officielt var blevet tildelt – men staten sendte soldater ud for at inddrage deres køer og redskaber som betaling for "æren".

TEMA 3: "Hvad røg de dengang?!" (Gakkede byvåben og bizarre historier)

Nogle gange var det hverken ordspil eller straf – nogle gange var folk bare helt utroligt mærkelige, når de valgte deres symboler

Bynavnet for denne tyske by mindede om ordet kröpen (at kravle). Deres officielle byvåben, som de stadig bruger i dag, viser en midaldrende mand i fin middelalderdragt, der kravler rundt på alle fire. Det ligner mest af alt en mand, der har tabt sine kontaktlinser på et dansegulv klokken 03 om natten.

Da den estiske kommune Kanepi skulle have nyt våbenskjold i 2018, stemte borgerne med overvældende flertal for en lokal sandhed. Da byens navn betyder hamp, viser deres officielle, statsgodkendte våbenskjold i dag et stort, grønt cannabisblad på en sølvbaggrund.

I stedet for en sej løve valgte den engelske Lumley-familie en pelikan. Men ikke en normal en. Skjoldet viser en pelikan, der hakker et stort, blødende hul i sit eget bryst. I middelalderen troede man fejlagtigt, at pelikanmødre vækkede deres døde unger til live med eget blod. I praksis ser det bare ud som om, de red i krig med et billede af en fugl, der begår harakiri.

En lokal adelsmand i Tyskland kom til at fornærme sin herold inden designmødet. Hævnen? I stedet for en stolt løve, endte hans skjold med at vise en hidsig kat, der skyder ryg og har en fed, død mus i munden.

De skotske klaner var rå, men klanen MacLeod of Lewis tog prisen. Deres officielle hjelmtegn viser et afhugget, blødende mandshoved med vildt hår og skæg. Myten siger, at en tidlig klanleder halshuggede en fjende midt under et slag, og da han manglede et flag, råbte han: "Dette er mit logo nu!"

Selv paven har humor. Da Joseph Ratzinger blev pave, fik han sat en brun bjørn, der har en sirligt pakket rygsæk spændt fast på ryggen, på sit skjold. Det var en intern joke baseret på en gammel bayersk myte, og hans egen måde at sige, at han nu var blevet "Guds pakæsel", der skulle slæbe kirkens vægt til Rom.

Hvad ville DIT skæve våbenskjold være?

Heraldik behøver ikke være støvet og kedeligt. Hvis staten bankede på din dør i dag og tvang dig til at designe et våbenskjold baseret på dine dårligste vaner eller dit efternavn – hvad skulle der så være på det? En kaffekop, en ubetalt parkeringsbøde eller tre par underbukser? 

Bag de mærkelige eksempler gemmer der sig faktisk et af heraldikkens vigtigste principper: Et godt våbenskjold fortæller noget om den person, familie eller historie, det repræsenterer