Historikerens retssag: Kan man dømme Jelling-dynastiet på indicier?

Når vi her på Our Ancestral Legacy kaster os ud i teorier om, at Gorm den Gamle kom fra det vilde vikingekongedømme i York, eller at sagnkongen Sigurd Snogøje i virkeligheden var Paris' skræk, Kong Sigfred, sidder der måske en kildekritisk historiker et sted og ryster på hovedet.

"I har jo ikke et håndgribeligt bevis!" vil de sige. "Ingen intakt DNA-profil, intet underskrevet dokument fra 800-tallet."

Og det er helt sandt. I den tidlige vikingetid er de skriftlige kilder som et splintret spejl. Hvis vi kun måtte udtale os om det, der står sort på hvidt i en enkelt, fejlfri kilde, ville historiebøgerne om vores forfædre være gabende tomme.

Så hvordan løser vi mysteriet? Vi gør det, man gør i en klassisk kriminalsag uden DNA-beviser: Vi fører en indicieretssag. Og hvis vi præsenterer vores sag for en jury med sund, logisk sans, er mængden af sammentræf så massive, at historien er langt sværere at modbevise end at bevise.

Lad os kalde vidnerne i skranken og kigge på det historiske anklageskrift.

Indicie 1: Det uadskillelige lederteam (Danmark og York)

Vores første vidneudsagn kommer fra de frankiske årbøger (Annales Fuldenses) i år 873. Her optræder to danske samkonger, der deler magten over danerne: Sigfred og Halfdan.

Kort efter rykker den præcis samme dynamiske duo mod de britiske øer. Halfdan etablerer sig som den første reelle vikingekonge i York i år 875/876. York er ikke opstået ud af det blå – det er Sigfred og Halfdans fælles projekt. De to navne opererer konsekvent som ét strategisk makkerpar i de samtidige kilder, præcis som sagaerne senere fortæller, at brødrene Sigurd Orm-i-Øje og Halfdan gjorde det.

Indicie 2: Hvem kalder man på i en krise?

Da Halfdan dør, kastes York ud i to års totalt kaos. En ny konge, Godfred (Guthfrith), kommer til magten, men han har svært ved at styre det oprørske rige. Engelske kilder beretter, at han i sin nød sender bud efter en vis Sigfred for at dele tronen og skabe ro.

Her må vi bruge vores sunde fornuft. Nogle ældre teorier har gættet på, at denne nye Sigfred var en ung, ukendt søn af Godfred. Men det strider mod al militær logik i en akut krisesituation. Når dit rige står i flammer, indsætter du ikke en ung, uprøvet knægt som samkonge. Du kalder på den mest frygtede, respekterede veteran, dit dynasti ejer – manden, der var med til at grundlægge York i første omgang: Storkongen Sigfred (Paris' skræk).

Indicie 3: Det lukkede navne-loop (En af sagens stærkeste indicier)

I vikingetiden var navngivning benhård jura. Man opkaldte altid børn efter afdøde fædre eller mægtige forfædre for at sikre slægtens arveret til tronen (navnekontinuitet).

Kigger vi på vores York-konger og de danske konger, danner deres navne et fuldstændig lukket, biologisk loop:

• De engelske kilder fortæller, at kong Godfred i York har efternavnet Hardeknudsen (søn af Hardeknud).
• De kontinentale kilder viser, at kong Sigfred/Sigurd kalder sin søn for Hardeknud (Hardeknud Vurm).

Hvor stor er sandsynligheden for, at det brødrepar, der tager York, tilfældigvis samarbejder med en York-konge, der er søn af en Hardeknud – alt imens den selvamme Sigfred rejser hjem og tilfældigvis døber sin egen søn Hardeknud? Hvis Sigfred og Godfred er brødre, opkalder Sigfred blot sin søn efter sin far (Hardeknud den Ældre). Det er klassisk, nordisk familiestruktur.

Indicie 4: Forbrydelsen på slagmarken (Slagets vinder diktere historien)

Det stærkeste bevis på, at Godfred og Sigfred i samtiden blev opfattet som en uadskillelig enhed, finder vi I år 891 der beretter de frankiske munke triumferende, at både en kong Godfred og en kong Sigfred er faldet sammen på slagmarken mod de kristne hære i Slaget ved Leuven.

Munkene tog måske fejl af dødsfaldene. For kun to år senere beskriver de angelsaksiske kilder i bedste velgående, hvordan Sigfred huserer ud fra York på nye plyndringstogter, mens Godfred regerer videre i sit engelske rige i flere år endnu.

Men kildefejlen afslører noget altafgørende: For de frankiske munke var Sigfred og Godfred to sider af samme sag. De kæmpede sammen, de delte magten sammen, og de blev rapporteret døde sammen. De tabte nok slaget men de døde givetvis ikke på slagmarken.

Indicie 5: Fingeraftrykket i sølvet (Mønterne fra Cuerdale)

Som det ultimative, fysiske bevis behøver vi ikke engang at stole på munkenes blæk. Vi kan kigge direkte på vikingernes eget sølv.

I det berømte Cuerdale-fund fra Lancashire – en af verdens største vikingeskatte – blev der fundet mønter præget i York i netop denne periode. Her finder vi mønter, hvor navnet SIEFREDUS (Sigfred) er slået på den ene side, og CNVT (Knud/Hardeknud) på den anden side. Møntforskere har desuden bevist, at mønterne er lavet med de nøjagtigt samme understempler. Deres politiske, økonomiske og familiære partnerskab er bogstaveligt talt støbt i metal.

Dommen: Hvad siger den sunde, logiske sans?

Inden for historieforskningen bruger man et princip, der kaldes Ockhams ragekniv: Den mest enkle og logiske forklaring, der forbinder flest mulige fakta, er som regel den rigtige.

Man kan vælge at tro på skeptikernes forklaring: At der helt tilfældigt rendte fire-fem forskellige top-vikingeledere rundt i Europa, som tilfældigvis hed Sigfred, Halfdan og Godfred, som tilfældigvis alle havde dybe bånd til navnet Hardeknud, og som tilfældigvis dannede de præcis samme makkerskaber på tværs af Danmark og England helt uafhængigt af hinanden- og alle havde et tilhold til York.

Eller man kan bruge sin sunde, logiske sans og fælde dom: Det var den samme, tætforbundne kernefamilie.

Vores teori om York-forbindelsen og Jelling-dynastiets sande rødder er ikke grebet ud af den blå luft. Den er baseret på en semi-faktuel læsning af historien, hvor vi bruger den rå, logiske sans til at forbinde de blodige prikker, som fortidens kilder har efterladt spredt ud over hele Europa.

Om teorierne en dag kan bevises endeligt, ved vi ikke. Men når alle indicier lægges på bordet, tegner der sig et bemærkelsesværdigt billede af en tæt forbundet kongeslægt, der strakte sine rødder fra Danmark til York. Måske gemmer svaret sig stadig i jorden, i et glemt gravfund eller i fremtidige DNA-analyser. Indtil da må vi nøjes med det, historikerens retssal altid har arbejdet med: kilder, logik og sandsynligheder– og måske er historien om vores forfædre er langt vildere end sagnene.